Glædens og sorgens hus

Kirken er et hus med højt til loftet - både bogstaveligt og i overført forstand. De, der byggede kirkerne, byggede dem meget større, end der egentlig var brug for. For de forstod, at disse huse skal rumme vores glæde og vores sorg, vores tro og vores tvivl, vores lovsang og vores tårer. Her skal være rum for alt det, der overvælder os.

Fejring af kærligheden
Vi søger til kirken, når vi vil fejrer kærligheden, når to elskende er nået til, at de vil sige deres ja til Gud og for mennesker, og fejrer den glæde som kærligheden fylder os med, sammen med dem, vi holder af og gerne deler glæder med. Huset sætter kærlighedens fest ind i en større sammenhæng. Her stod slægterne før os, par efter par. Her sagde de deres ja, og murene hvisker om det, stenene taler med.. Ved at begynde ægteskabet her, erindres vi om, at også vi er en del af den store historie. Af folkets historie og af Guds historie.

Skabelsens Under
Vi søger til kirken, når vi har oplevet skabelsens under på vores egen krop, når vi har oplevet glæden fødes af smerten, og den dybe undren og betagelse, der griber os, når vi står med vort eget lille barn i hænderne. Så små negle, så fine øjenhår. Med vore træk på sind og krop. Tættere kommer vi ikke på underet. Men angsten for, hvad der kan ramme dette lille værgeløse menneske murrer også i sindet. Så er det godt at gå ind i det store hus - i glædens og sorgens hus, og ved døbefonten overgive barnet til Gud i dåben, vel vidende at det ikke er nogen garanti mod, at noget ondt kan ramme barnet. Alligevel giver det tryghed. Vi kan række vores taknemmelighed og vort håb til Gud, der altid er hos barnet.

Bekræftelsen af Ungdommen
Vi søger til kirken, når børnene forlader barndommen og går ind i den urolige og forjættende ungdom, hvor livet skal prøves af og erobres. Vel bor de stadig hjemme, men både børn og forældre ved, at de er på vej væk. De skal finde deres egne ben at stå på og deres eget ståsted i livet. Det kan de kun ved at prøve bærekraften i det, forældrene satte dem ind i ved dåben. De er så usikre i deres nye rolle, at de trænger til at blive bekræftet i, at Gud er med dem også der, hvor de nu går hen.

Sorg og Trøst
Vi søger til kirken, når sorgen river i os. Når vi har mistet et menneske, vi holder af, og slet ikke kan rumme, at nu skal vi give slip og tage afsked. Somme tider kommer det ufatteligt brat, andre gange langsomt og pinefuldt. Hvorfor? Tankerne står stille, eller de myldrer rundt og kan ikke finde hvile. Her ved grænsen til det, vi kender prøver vi at se ind i mørket, men vi kan ikke se den døde. Men måske aner vi et ansigt, der ser på os. Eller hører en stemme, der taler til os, stilfærdigt og stædigt, om trøst og tro, om liv og død og opstandelse - et håb der stadig fødes på ny.

Det tyste Rum
Vi søger til kirken, når vi trænger til stilhed i en verden med en stadig uro og larm. At gå ind i kirkens tyste rum er at gå ind i en anden verden, hvor der er fred, hvor intet haster, hvor ingen trænger sig ind på os. Her kan vi lade tankerne og tårerne få frit løb i forvisning om, at hvad end vort eget hjerte fordømmer os for, så er Gud større end vort hjerte og ved alt.

Når livet er Kaos
Vi søger til kirken når livet er kaos, når alt det vi byggede på, styrter i grus. Og når helbredet vakler og angsten lurer. Og når vi søger en mening med alt det tilsyneladende meningsløse, et holdepunkt i tilværelsen. Hvor skulle vi ellers søge Gud? Og her hører vi, at der også er en, der søger os. Her lyder der et ord fra Livets skaber og ophav, fra Menneskesønnen, der taler, så høj og lav blev ramt af hans ord og ikke kunne glemme dem. Her er den, der er ensom ikke alene, men en del af en større sammenhæng. Her er den, der foragter sig selv godtaget på højeste sted.

Ikke gæster, men hjemme
Vi søger til kirken, når vi søger vore rødder. Vi ved de fleste af kirkerne har ligget i mange hundrede år. De er et vidnesbyrd om, hvem vi er som folk, og hvor vi kommer fra. Her er gammel og ny kunst, her er spændende historier og spor af fortidens mennesker. Og det er ikke et museum for svunden liv, men et levende hus, hvor mennesker af i dag færdes og sætter deres spor. Og så længe kirken er til, er kirkens bygninger også vore huse, bygget til at rumme vore glæder og sorger. Vi er ikke gæster, vi er hjemme.


Af Holger Lissner 2003