Koncert med cellist Carl-Oscar Østerlind - Klassisk Efterår Tølløse

SEP
25

Koncert med cellist Carl-Oscar Østerlind - Klassisk Efterår Tølløse


Fredag d. 25. september 2020, kl. 17:00
4340 Tølløse
voksne 80 kr., børn 40 kr. billetter sælges via billetto.dk
Koncert med cellist Carl-Oscar Østerlind - Klassisk Efterår Tølløse

Klassisk Efterår Tølløse inviterer til en stemningsfuld fyraftenskoncert, der er lidt kortere end normale koncerter. Sæt dig ind i Tølløse Kirke og hvil ud til ca. 45 minutters intimkoncert med en af Danmarks bedste cellister. Til koncerten vil Carl-Oscar spille musik af blandt andre J.S. Bach og danske Poul Ruders.

Den danske cellist, Carl-Oscar Østerlind er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Kungliga Musikhögskolan/Edsberg i Stockholm og University of Southern California i Los Angeles.

Carl-Oscar har vundet en lang række konkurrencer, bl.a. 1. prisen i Den Danske Strygerkonkurrence og 2. prisen i Ljunggrenska Konkurrencen i Göteborg. Siden han vandt juryens specielle talentpris i den dansk/svenske Øresundssolist-konkurrence i 2003, har han modtaget mange priser, bl.a. Jacob Gades Store Legat, Sonningfondens Musikstipendium, Van Hauens Legat samt stipendier fra Kungliga Musikaliska Akademin i Sverige. Som kammermusiker har han vundet DR P2 ́sKammermusikkonkurrence, Charles Hennen-konkurrencen i Holland og Trondheim Strygekvartetkonkurrence i Norge.

Carl-Oscar har optrådt på festivaler i ind-og udland som bl.a. Ravinia Festival i Chicago, Piatigorsky Cellofestival i Los Angeles, Verbier Festival, Bergen Festspillene og Prussia Cove i England. Som solist har han optrådt med Aarhus, Linköping, Mexico City og Danmarks Radios orkestre.

Carl-Oscar Østerlind spiller på en cello fra 1703 bygget af Giovanni Grancino, venligst udlånt af Augustinus Fonden.

Om festivalen
Klassisk Efterår Tølløse er en ny festival for klassisk musik i Tølløse planlagt og afviklet af frivillige under foreningen Fællesskab Tølløse. Festivalen er en årligt tilbagevendende festival i uge 39, og der sigtes efter et højt professionelt niveau blandt de optrædende musikere. Koncerterne vil primært bestå af intime kammerkoncerter, børne- og solokoncerter. Koncerterne afholdes forskellige steder i Tølløse og omegn.

Klassisk Efterår Tølløse 2020 gennemføres med støtte fra Holbæk Kommune, Nordea-fonden, Knud Højgaards Fond, Solistforeningen af 1921 og i samarbejde med Fællesskab Tølløse, Sejergaardsskolens Privatskole, Tølløse Kirke og Tølløse Baptistkirke.

Se hele festivalprogrammet her

På grund af situationen med COVID-19 er der en maks-kapacitet til hver koncert, der overholder gældende retningslinjer. Billetter sælges via Billetto.dk. Voksne, 80 kroner og Børn (under 18 år), 40 kroner.