Tølløse Kirke, dens historie og menneskene omkring den

Tølløse Kirke ligger i det nuværende Gl. Tølløse – byen, der indtil Nordvestbanen blev anlagt i 1874 og stationsbyen opstod, bare hed Tølløse. Billedet her er fra ca. 1930.

Kirken er en typisk middelalderkirke, hvor skib og kor blev opført i romansk stil i starten af 1100-tallet. Sakristiet mod nord og tårnet mod vest er fra omkr. år 1500. Tårnet har måske eksisteret tidligere, men er blevet bygget højere på det tidspunkt. I 1647 blev det store kapel på sydsiden af kirken opført med gravkælder under. I 1851 blev der påbegyndt en større restaurering af kirken, og samtidig blev den lille søjlegang (loggiaen) på ydersiden af det store kapel opført. Det sydvendte våbenhus kom til umiddelbart derefter og erstattede et ældre af slagsen[1].

Kirken og godset
Tølløse Kirke var oprindelig ejet af Tølløsegården – det var den helt til 1911, hvor den overgik til selveje. Der

for har de skiftende adelige ejere af godset også sat deres præg på kirken.

Det store kapel på sydsiden fra 1647 er således opført af Lene Barnekow, gift med Tønnes Friis, der ejede Tølløsegården fra 1612-1660. Hun opførte det for sin far, Christian Barnekow, en rig dansk adelsmand, der havde ejet Tølløsegården fra 1592. Et sagn fortæller, at Christian Barnekow deltog i Kalmarkrigen, og at han her mistede livet, da han forsvar ede sin konge, Christian IV.

Kongen havde mistet sinhest og ville enten være blevet dræbt eller taget til fange af svenskerne, hvis ikke Barnekow heltemodigt havde overladt kongen sin. Men selv mistede han altså livet i slaget på Skjellinge Hede i Halland.

Under kapellet blev der gravkapel for Barnekow-slægten, mens det åbne rum ud mod kirkeskibet blev benyttet som herskabsstol, dvs. pladsen var forbeholdt herskabet fra Tølløsegården. Deraf kommer navnet Grevekirken, som kapellet stadig kaldes i dag.

En anden, der har sat sit præg på kirken, er enkebaronesse Sophie Hedevig Schulin-Zeuthen, der i 1851 igangsatte en større renovering. Store spidsbuede vinduer blev indsat i skib, kor, tårn og kapel, ligesom der blev lavet flere bygningsmæssige ændringer. Indvendigt blev vægge og hvælv dækket af cementpuds og malet i forskellige farver: skibets vægge blev gule, koret fik røde og sorte farver, og hvælvene blev blå – de skulle ligne himmelhvælv.

Måske holdt enkebaronessen bare af farver! Det menes nemlig at være i forbindelse med denne renovering, at kirken skiftede farve udvendigt. Fra at have været hvidkalket, som de fleste andre landsbykirker, blev den nu overtrukket med et tykt lag cementpuds og kalket rød. Samtidig blev tagene tækket med skifer – de havde hidtil været dels med bly, dels med tegl.

I kirkens indre blev opsat flere gipsrelieffer, bl.a. blev korbuen / triumfvæggen udsmykket med 4 medaljoner over evangelisterne. Efter endnu en renovering i 1943, hvor skib, kor, tårnrum og kapel fik nye gulve af gule sten, dekorerede maleren Agnete Varming korbuen med løv og frugter i grønne og gyldne nuancer.

Billedet til højre af kirkens interiør er dateret ca. 1890. Billedet til venstre er dateret 1923.

Kastaniealléen
Som følge af kirkens nære tilknytning til Tølløsegården er den blevet benyttet meget af såvel de adelige ejere som de ansatte på slottet. Når man skulle i kirke fra herregården, benyttede man Kastaniealléen, der gik fra gårdspladsen foran slottets hovedbygning, langs eksercerpladsen (den nuværende P-plads) og helt hen til kirkegårdslågen. I dag er der kun få af kastanietræerne tilbage.

Tølløse Kirke har dog gennem tiden ikke alene været for Tølløsegårdens folk, men for alle, der boede i sognet. Når der blev kaldt til gudstjeneste, blev der dengang som nu ringet med klokkerne. Det blev der også, hvis der var ildebrand et sted, for den hestetrukne brandsprøjte stod i det lille sprøjtehus op ad kirkegårdsmuren ved indkørslen til Præstegården. I 1734 var der 3 klokker ophængt i klokketårnet. I 1809 måtte man konstatere, at den ene ikke længere kunne bruges. Men den fik alligevel lov at blive hængende, indtil den faldt ned af sig selv – det skete ca. 1824. Billedet af kastaniealeen er fra 1940'erne.

Præster ved Tølløse Kirke
Fra Reformationen til i dag har der været 27 sognepræster ved Tølløse Kirke. Indtil 1908 var der sognefællesskab mellem Tølløse og Ågerup i kirkelig henseende, dvs. de to sogne blev betjent af samme præst. Nogle var ansat i rigtig mange år, andre i kortere perioder, men alle har de sikkert været gode og gudfrygtige mennesker, uanset om de tilhørte den ene eller anden kirkelige retning. Nogle stykker af dem får her et par ord med på vejen.

• Den første, der er registreret på præstetavlen bagtil i kirkens tårn, er Hr. Thøger – han kom til Tølløse omkr. 1525, altså inden Reformationen, og var her til 1541. Dermed har han været den sidste katolske – og den første lutherske præst ved kirken.
• Om præsten Laurits Jakobsen Cappel, der var kaldet til embedet 1727-1764, fortælles, at han ved siden af at være sognepræst forstod sig på Den sorte Kunst[2]. Hver gang han skulle fra Tølløse til Ågerup Kirke, gjorde han holdt ved stendyssen på Nyby Mark, hvor troldene holdt til, kravlede op på stenen og formanede troldtøjet til at holde sig i skindet![3]
• Den længst siddende præst var Hans Teilmann, der bestred embedet 1776-1822, altså i 46 år. Det var i øvrigt i hans tid, at Præstegårdens gamle stuehus blev opført, hvor menighedssalen ligger i dag. Det skete i 1783.
• Christian Flor, præst i Tølløse-Ågerup 1822-1826, er den præst, der har været kortest tid i embedet Han forelskede sig nemlig i Grevens datter og ville gifte sig med hende. Det huede ikke hendes far, der krævede, at Flor skulle tage en doktorgrad, hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger. Nu skete der det, at Greven døde inden Flor fik skrevet sin disputats, og da grevedatteren ikke ville være præstekone i det sogn, hvor hendes bror efter farens død blev gods- og kirkeejer, så giftede de unge mennesker sig hurtigt og flyttede til Kiel[4].
• Flors efterfølger blev Thomas Schatt Rørdam, der også kun var præst i pastoratet en kort periode (1826-1831). Årsagen var dog en helt anden! I august-september 1831 hærgede en mystisk, tyfuslignende febersygdom, der ramte henved 300 mennesker i Tølløse-Ågerup sogne inden for en måned. I løbet af 3 uger døde 23 af de syge, og Pastor Rørdam måtte dagligt begrave flere. Da epidemien så småt var ved at klinge af, blev sognepræsten selv ramt og døde[5].
• 1869-1893 var Andreas Peter Lunddahl præst i de 2 sogne - det var årene, hvor de folkelige bevægelser opstod. Men Lunddahl, der var højkirkelig, havde ingen forståelse for de nye strømninger og talte nødigt i Missionshuset Mamrelund i Tølløse Stationsby eller i Forsamlingshuset Folkvang i Skimmede.
• Jakob Holm var sognepræst 1893-1908. I 1895 blev der bygget en ny, flot hovedbygning til Præstegården mod øst. Den gamle og mere undseelige præstebolig blev herefter anvendt som menighedssal. Jacob Holm var grundtvigianer og en stor taler. Holms hustru døde i 1906, og efter han havde taget sin afsked i 1908, flyttede han til Roskilde, hvor han giftede sig med en ung svensk pige, der havde arbejdet som mejerske på Tølløsegården. Det gav en del snak i sognet…[6]
• Efter Jakob Holm blev Johannes Ulrich kaldet som sognepræst i det nye selvstændige Tølløse sogn i 1908. Han var afholdt som præst og aktiv i lokalområdet, hvor han stiftede en sygeplejeforening samt var formand for værgerådet og hjælpekassen. Det gjorde dybt indtryk i sognet, da såvel hans hustru som han selv døde af tuberkulose - hun i 1915 og han året efter. De efterlod sig 7 umyndige børn, der blev spredt for alle vinde ved forældrenes død.

Så længe kirken var ejet af Tølløsegården, havde Greven kaldsret[7] til at besætte stillingen som præst ved kirken. Men hvordan blev præsterne aflønnet? Tilbage i tiden levede de af udbyttet fra præstegårdsjorden, kirketiende[8] og offergaver, som de modtog af sognebørnene ved jul, påske, pinse samt i forbindelse med barnedåb, bryllup og begravelse. Offergaverne kunne være meget forskellige, alt efter om de kom fra en rig eller fatti

g familie. Hvis en rig bonde døde, kunne præsten være heldig at modtage en ko! Billedet af indkørslen til præstegården dateres ca. 1905.

Også mange andre gode og arbejdsomme mennesker – udover præsterne - har været omkring kirken. I 1645 blev udfærdiget et kongeligt dekret, efter hvilket der skulle ansættes en mand til at gå rundt i kirken under gudstjenesten med en lang kæp og ”slå dem i hovedet, som sover, og således holde folket årvågent til at høre desto flittigere prædiken”. Hvor længe denne regel gjaldt, vides ikke, men ellers var ansat en degn ved kirken, som var præsten behjælpelig under gudstjenesten, var kirkesanger og underviste sognets børn og unge i kristendom.

Graverne var også stabile folk, der arbejdede ved kirken i mange år. I 102 år (fra 1885 og til 1987) var det 4 generationer fra samme familie, der var gravere ved Tølløse Kirke.

På kirkegården kan man stadig finde gravminder over flere af kirkens præster. Den oprindelige kirkegård, der er lige så gammel som kirken, blev udvidet mod øst i løbet af 1800-tallet, og i 1905 blev der anlagt en annekskirkegård – i daglig tale kaldet Den ny Kirkegård - vest for Nybyvej.

 Teksten er udarbjdet af arkivar Inge-Lis G. N. Madsen, Tølløse Lokalarkiv

[1] Danmarks Kirker, udg. af Nationalmuseet.

[2] Den sorte Kunst: trolddom.

[3] Da præsten kunne mere end sit Fadervor – en beretning om ”Hr. Lars”, der var præst i Tølløse og Ågerup 1727-1764.

[4] Sognepræsten og Slotfrøkenen. Holbæk Amts Venstreblad 22.12.1971.

[5] Tågedøden i Tølløse. Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen, forår 2007.

[6] C. F. Nielsen: Om Tølløse og Ågerup sogne (1943). Tølløse Lokalarkiv.

[7] Ved sognekirker var kaldsretten ofte knyttet til patronatsretten, som var en del af adelsmandens ejendomsret til den pågældende kirke.

[8] Kirketiende:  Bønderne skulle betale en skat på oprindelig 1/10 af afgrøderne til præstens underhold og til vedligeholdelse af kirken. Omkring 1860 var der 24 kirketiende-ydere i Tølløse sogn.